Sider

torsdag den 15. december 2011

Støbning af fundament!

Idag var en stor, stor dag i tilblivelsen af Villa Passiva! Betondækket skulle støbes, og vi havde fået af vide at cementblanderne ville komme ca. kl. 12:30. Forventningsfulde tog vi afsted, og mødte synet af et fuldt ud støbeklart byggefelt.

Der var lagt tre lag armeringsjern på og vi fik af vide vi ville få 18cm beton-30. Det skulle give et meget stærkt fundament, og vi fik af vide at betonfirmaet ikke havde støbt andre betondæk til parcelhuse med sådan et stærkt fundament. Det var rart at få af vide - da hele processen omkring at forstå (og lave) et pælefundament har været hård. Vi var begge glade for at sjakket virkede imponerede over kvaliteten - da vi hele tiden har haft et ønske om at være så sikker som vi kunne på at der ingenting ville ske med fundamentet på sigt.

Den første blander kom kort efter vi ankom på pladsen. Der var tid nok til at få en grundig gennemgang af hvad der skulle ske, før blanderen med besvær fik møvet sig ind på grunden. Derfra gik det hurtigt, og vi kørte igen efter den 4 cementblander ankom til stedet.

Nu er det tørretid!

Her er billederne fra i dag.

mandag den 12. december 2011

Støbning af pæle

I dag skal pælene støbes! Det er en milepæl, fik du den?

Resten af ugen skal der graves rør ned til ventilation og kloak, og så skal hele betondækket støbes.

Mht. kloak kunne vi godt tænke os at få en stop-mekanisme så der ikke kan komme kloakvand ind i huset hvis vandstanden stiger i kloakken. Sådan en er voldsom dyr, har jeg lært, folkene snakker om 25.000 kr... Rigtigt surt - for det har vi ikke i budgettet.

Dagens billeder kan du se her.

mandag den 5. december 2011

Pæleramning starter!

Så sker der for alvor noget! I morges ankom pæleramningsmaskinen, og vi fik etableret byggestrøm.

Se billederne her, eller tryk på nedenstående slideshow for at se dem i større format.

lørdag den 3. december 2011

Afsætning og udgravning!

Så har vi allerede nyt!

Byggefeltet er blevet sat af, og grunden rettet af til pæleramningen!

Efter jævnligt at have besøgt grunden i løbet af et helt år er det simpelthen fantastisk at se at der sker noget. Byggefirmaet har købt et lokalkendt ramningsfirma til den del af enterprisen.

Du kan åbne billederne på PicasaWeb her, eller trykke på nedenstående slideshow.

fredag den 2. december 2011

Enterprise / AllRisk forsikring

Når man skal pilotere, som vi jo skal, skal man have en lidt specielt forsikring. Den kaldes enten enterprise- eller allriskforsikring, alt afhængig af hvem man taler med. Der kan også, som det typisk er, være forskel på detaljerne selskaberne imellem.

Nedenstående viser hvilke erfaringer jeg gjorde mig (alfabetisk rækkefølge);

  • Alka Forsikring: Alka holder på man allerede skal være kunde hos dem, inden man allernådigst kan få lov til at købe en dyr forsikring hos dem. Dvs. man skal enten købe en forsikring, eller flytte en af sine andre forsikringer. Da forsikringer typisk 'hænger sammen' (ifm. et godt tilbud, ekstra-ydelser osv.) er dette en rigtig dårlig besked at få. Puha Alka - dårlig stil og minus karakterer herfra.
  • Alm. Brand: Alm. Brand har, af en eller anden årsag, valgt at opdele forsikringen i enten en privat- eller erhvervsforsikring. Erhvervsforsikringen er til folk hvis hus koster mere end 3,5 million kr. Det vil altså sige, at man som privatperson skal kunne accepterer denne forskel (det kan jo muligvis betyde noget mht. ens rettigheder?). Det var også meget besvæligt at snakke med dem, og jeg skulle vente på at blive ringet op af en person hvis fornavn er Anders. Han ringede bare aldrig - og det virker ikke troværdigt. Puha Alm. Brand - forvirrende og dårligt!
  • Danske Forsikring: Jeg blev guidet videre til TopDanmark, hvilket jeg synes er underligt. Det er måske samme firma, hvad ved jeg?, men måden det foregik på synes jeg var ret spøjs. Efter lidt sniksnak får jeg et mobil nummer udleveret til en fyr der hedder Leo, som jeg så snakker med. Leo forklarer at jeg skal udfylde et skema, og sende nogle dokumenter til ham (geotekniske undersøgelser, arbejdsbeskrivelse, statiske beregninger, arkitekttegninger, osv osv). Jeg udfylder det så godt jeg kan. Da vi er i frygtelig tidsnød, tager vores byggefirma også direkte kontakt til deres afdeling (altså udenom Leo - vi fik altså lov! - som er assurandør). De formår at lave en forsikring til os på to dage. Jeg havde fået af vide upfront at det ville tage ca. 5 dage - så jeg er (indtil videre) godt tilfreds med deres service.
  • I.F Forsikring: I.F var de underligste at snakke med. Ham jeg havde fat i vævede meget i det, og blev ved med at gentage sætningen "Det er svært for os". Han sagde ikke nej! Han sagde ikke "hør her, det kan vi ikke!". Når jeg sidder med et betydeligt pres for at finde et forsikringsselskab som der skal have 10.000 - 15.000 kr. for en forsikring, til det dyreste og mest komplekse projekt som jeg nogensinde skal lave, giver det mig ikke ligefrem ro i maven at snakke med en sælger (eller hvad han nu var) som bliver ved med at gentage et udsnit fra en tvivlsom kunde-relations-guide / telemarketing bog eller hvad det nu var han læste op fra. Meget useriøst! Det ville faktisk have været sjovt, hvis det ikke var så presset - for hvorfor kan han ikke bare sige "Allrisk? Nej, det leverer vi ikke her hos I.F." - det ville jeg da kunne respekterer. Men sådan en vattet formulering som nølende at sige "det er svært for os" - dér sætter jeg grænser. Dårligt, dårligt I.F!
  • Nykredit: Jeg ringer flere gange til Nykredit, og prøver at få fat på nogen der kan hjælpe mig. Et utal af gange bliver jeg smidt af, eller sendt rundt til folk der ikke tager telefonen for så derefter at blive smidt af. Efer at have prøvet over et par dage, får jeg endelig fat i to forskellige mennesker som der begge vil sørge for at jeg bliver ringet op af nogen der ved hvad det er jeg snakker om. Sådan et ord som pilotering / ekstrafundering var meget svært at forstå hos Nykredit. Desværre bliver jeg aldrig ringet op. Det er simpelthen for dårligt, Nykredit. I stedet for at fyre alle de penge af på reklamer, så fiks jeres uduelige telefon system, og lær folk at overholde deres aftale, tak.
  • Tryg: Jeg havde faktisk regnet med at jeg ville tegne forsikring med Tryg - pga. jeg i forvejen har relation til Tryg i andre forsikringer. De sender mig Danmarks absolut mest komplekse og detaljerede skema jeg skal udfylde. De udspørger sig så utroligt mange ting! F.eks. hvad med type af de sugespidser man skal bruge hvis man skal sænke vandspejlet. Ikke bare om de skal bruges eller ej, men TYPEN! De ville også have et metermål for afstanden til alle omkringliggende bygninger! Eller hvad med spørgsmålet om hvor stor en andel af den samlede enterprise-sum byggefirmaet bruger til forskellige ting såsom arkitekt eller maskiner (hvor skulle jeg vide det fra?). 4 sider detaljeret information. Udover alle relevante dokumenter, dvs. geoteknik, statiske beregninger osv osv osv. Desuden fik jeg af vide at det normalt tager dem 14 dage at behandle sagen, og det er ikke en garanti, da de kan få behov for at sende en ingeniør til området for at lave undersøgelser. 14 dage!!!!! Det er den længste tid noget selskab har sagt til mig. Når det så er sagt, viste det sig at de faktisk var meget fleksible. Faktisk var det kun minutter der skilte dem fra TopDanmark, da vores byggefirma tog fat i deres afdeling og pressede dem lidt.
 Da klokken nærmede sig fyraften her fredag (og vi skal igang med pilotering og ekstrafundament på mandag) - turde jeg ikke andet end hurtigt at lukke aftalen med det første selskab som fik taget sig sammen og givet mig et policenummer.

Den heldige vinder var TopDanmark - tillykke med sejren. Tryg kom på en flot 2. plads. Et godt råd til jer, Tryg, er at i bør optimere jeres skema en anelse - og måske dele det op, så nogle af tingene kan klares over telefonen. I skulle nødigt drukne jeres måske-kunder i papirarbejde.

Nu ser vi frem mod mandag hvor der kommer maskiner på grunden!