Sider

torsdag den 15. december 2011

Støbning af fundament!

Idag var en stor, stor dag i tilblivelsen af Villa Passiva! Betondækket skulle støbes, og vi havde fået af vide at cementblanderne ville komme ca. kl. 12:30. Forventningsfulde tog vi afsted, og mødte synet af et fuldt ud støbeklart byggefelt.

Der var lagt tre lag armeringsjern på og vi fik af vide vi ville få 18cm beton-30. Det skulle give et meget stærkt fundament, og vi fik af vide at betonfirmaet ikke havde støbt andre betondæk til parcelhuse med sådan et stærkt fundament. Det var rart at få af vide - da hele processen omkring at forstå (og lave) et pælefundament har været hård. Vi var begge glade for at sjakket virkede imponerede over kvaliteten - da vi hele tiden har haft et ønske om at være så sikker som vi kunne på at der ingenting ville ske med fundamentet på sigt.

Den første blander kom kort efter vi ankom på pladsen. Der var tid nok til at få en grundig gennemgang af hvad der skulle ske, før blanderen med besvær fik møvet sig ind på grunden. Derfra gik det hurtigt, og vi kørte igen efter den 4 cementblander ankom til stedet.

Nu er det tørretid!

Her er billederne fra i dag.

mandag den 12. december 2011

Støbning af pæle

I dag skal pælene støbes! Det er en milepæl, fik du den?

Resten af ugen skal der graves rør ned til ventilation og kloak, og så skal hele betondækket støbes.

Mht. kloak kunne vi godt tænke os at få en stop-mekanisme så der ikke kan komme kloakvand ind i huset hvis vandstanden stiger i kloakken. Sådan en er voldsom dyr, har jeg lært, folkene snakker om 25.000 kr... Rigtigt surt - for det har vi ikke i budgettet.

Dagens billeder kan du se her.

mandag den 5. december 2011

Pæleramning starter!

Så sker der for alvor noget! I morges ankom pæleramningsmaskinen, og vi fik etableret byggestrøm.

Se billederne her, eller tryk på nedenstående slideshow for at se dem i større format.

lørdag den 3. december 2011

Afsætning og udgravning!

Så har vi allerede nyt!

Byggefeltet er blevet sat af, og grunden rettet af til pæleramningen!

Efter jævnligt at have besøgt grunden i løbet af et helt år er det simpelthen fantastisk at se at der sker noget. Byggefirmaet har købt et lokalkendt ramningsfirma til den del af enterprisen.

Du kan åbne billederne på PicasaWeb her, eller trykke på nedenstående slideshow.

fredag den 2. december 2011

Enterprise / AllRisk forsikring

Når man skal pilotere, som vi jo skal, skal man have en lidt specielt forsikring. Den kaldes enten enterprise- eller allriskforsikring, alt afhængig af hvem man taler med. Der kan også, som det typisk er, være forskel på detaljerne selskaberne imellem.

Nedenstående viser hvilke erfaringer jeg gjorde mig (alfabetisk rækkefølge);

  • Alka Forsikring: Alka holder på man allerede skal være kunde hos dem, inden man allernådigst kan få lov til at købe en dyr forsikring hos dem. Dvs. man skal enten købe en forsikring, eller flytte en af sine andre forsikringer. Da forsikringer typisk 'hænger sammen' (ifm. et godt tilbud, ekstra-ydelser osv.) er dette en rigtig dårlig besked at få. Puha Alka - dårlig stil og minus karakterer herfra.
  • Alm. Brand: Alm. Brand har, af en eller anden årsag, valgt at opdele forsikringen i enten en privat- eller erhvervsforsikring. Erhvervsforsikringen er til folk hvis hus koster mere end 3,5 million kr. Det vil altså sige, at man som privatperson skal kunne accepterer denne forskel (det kan jo muligvis betyde noget mht. ens rettigheder?). Det var også meget besvæligt at snakke med dem, og jeg skulle vente på at blive ringet op af en person hvis fornavn er Anders. Han ringede bare aldrig - og det virker ikke troværdigt. Puha Alm. Brand - forvirrende og dårligt!
  • Danske Forsikring: Jeg blev guidet videre til TopDanmark, hvilket jeg synes er underligt. Det er måske samme firma, hvad ved jeg?, men måden det foregik på synes jeg var ret spøjs. Efter lidt sniksnak får jeg et mobil nummer udleveret til en fyr der hedder Leo, som jeg så snakker med. Leo forklarer at jeg skal udfylde et skema, og sende nogle dokumenter til ham (geotekniske undersøgelser, arbejdsbeskrivelse, statiske beregninger, arkitekttegninger, osv osv). Jeg udfylder det så godt jeg kan. Da vi er i frygtelig tidsnød, tager vores byggefirma også direkte kontakt til deres afdeling (altså udenom Leo - vi fik altså lov! - som er assurandør). De formår at lave en forsikring til os på to dage. Jeg havde fået af vide upfront at det ville tage ca. 5 dage - så jeg er (indtil videre) godt tilfreds med deres service.
  • I.F Forsikring: I.F var de underligste at snakke med. Ham jeg havde fat i vævede meget i det, og blev ved med at gentage sætningen "Det er svært for os". Han sagde ikke nej! Han sagde ikke "hør her, det kan vi ikke!". Når jeg sidder med et betydeligt pres for at finde et forsikringsselskab som der skal have 10.000 - 15.000 kr. for en forsikring, til det dyreste og mest komplekse projekt som jeg nogensinde skal lave, giver det mig ikke ligefrem ro i maven at snakke med en sælger (eller hvad han nu var) som bliver ved med at gentage et udsnit fra en tvivlsom kunde-relations-guide / telemarketing bog eller hvad det nu var han læste op fra. Meget useriøst! Det ville faktisk have været sjovt, hvis det ikke var så presset - for hvorfor kan han ikke bare sige "Allrisk? Nej, det leverer vi ikke her hos I.F." - det ville jeg da kunne respekterer. Men sådan en vattet formulering som nølende at sige "det er svært for os" - dér sætter jeg grænser. Dårligt, dårligt I.F!
  • Nykredit: Jeg ringer flere gange til Nykredit, og prøver at få fat på nogen der kan hjælpe mig. Et utal af gange bliver jeg smidt af, eller sendt rundt til folk der ikke tager telefonen for så derefter at blive smidt af. Efer at have prøvet over et par dage, får jeg endelig fat i to forskellige mennesker som der begge vil sørge for at jeg bliver ringet op af nogen der ved hvad det er jeg snakker om. Sådan et ord som pilotering / ekstrafundering var meget svært at forstå hos Nykredit. Desværre bliver jeg aldrig ringet op. Det er simpelthen for dårligt, Nykredit. I stedet for at fyre alle de penge af på reklamer, så fiks jeres uduelige telefon system, og lær folk at overholde deres aftale, tak.
  • Tryg: Jeg havde faktisk regnet med at jeg ville tegne forsikring med Tryg - pga. jeg i forvejen har relation til Tryg i andre forsikringer. De sender mig Danmarks absolut mest komplekse og detaljerede skema jeg skal udfylde. De udspørger sig så utroligt mange ting! F.eks. hvad med type af de sugespidser man skal bruge hvis man skal sænke vandspejlet. Ikke bare om de skal bruges eller ej, men TYPEN! De ville også have et metermål for afstanden til alle omkringliggende bygninger! Eller hvad med spørgsmålet om hvor stor en andel af den samlede enterprise-sum byggefirmaet bruger til forskellige ting såsom arkitekt eller maskiner (hvor skulle jeg vide det fra?). 4 sider detaljeret information. Udover alle relevante dokumenter, dvs. geoteknik, statiske beregninger osv osv osv. Desuden fik jeg af vide at det normalt tager dem 14 dage at behandle sagen, og det er ikke en garanti, da de kan få behov for at sende en ingeniør til området for at lave undersøgelser. 14 dage!!!!! Det er den længste tid noget selskab har sagt til mig. Når det så er sagt, viste det sig at de faktisk var meget fleksible. Faktisk var det kun minutter der skilte dem fra TopDanmark, da vores byggefirma tog fat i deres afdeling og pressede dem lidt.
 Da klokken nærmede sig fyraften her fredag (og vi skal igang med pilotering og ekstrafundament på mandag) - turde jeg ikke andet end hurtigt at lukke aftalen med det første selskab som fik taget sig sammen og givet mig et policenummer.

Den heldige vinder var TopDanmark - tillykke med sejren. Tryg kom på en flot 2. plads. Et godt råd til jer, Tryg, er at i bør optimere jeres skema en anelse - og måske dele det op, så nogle af tingene kan klares over telefonen. I skulle nødigt drukne jeres måske-kunder i papirarbejde.

Nu ser vi frem mod mandag hvor der kommer maskiner på grunden!

tirsdag den 29. november 2011

Så kom byggetilladelsen!

I dag modtog vi så vores endelige byggetilladelse fra Greve Kommune. Det betyder, at vi nu kan komme igang med at bygge vores drømmehus - og forhåbentlig inden frosten sætter ind (vi er heldigvis blevet lovet en mild vinter!). JUHU!  ;o)

Første fase er at få sat byggefeltet af - det gør en landmåler i denne uge. Derefter skal der bankes pæle i jorden og laves et fundament, men mere om dette senere.

Lige nu vil vi blot nyde, at vi er nået hertil!


onsdag den 6. juli 2011

Fundering

Det er lang tid siden vi har skrevet - og det er der en god grund til. Det viser sig at være en meget sværere opgave at få funderingen til at komme på plads, end først antaget.

Vi har af vores byggefirma fået et forslag på et pladefundament. Basalt set er det et hul i jorden på 13x13x1m. Hullet fyldes derefter op med Leca blokke. Der lægges armeringsjern ovenpå og en betonplade støbes. Oven på den bygges huset (lidt simplificeret). Det skulle være en teknik der er brugt meget i Tyskland og i Jylland - men vores byggerådgiver har haft svært ved at finde disse steder. Alle vi snakker med der er indenfor byggebranchen siger dog til os at vi skal være et pælefundament. Udover at være dyerere, er det også meget sikkert - siger de. Jeg tror dog mest det handler om at pælefundering har været mest brugt, og derfor er der mere historik på dette - derfor virker det sikrere.

Vi er efterhånden blevet "så skræmt" af den anden løsning at vi har måtte sætte alt på hold et stykke tid, for at sætte os mere ind i pælefundamenter - og få tilbud på sådan et fra forskellige firmaer.

Alt imens dette arbejde foregår, sidder vi stadig og retter husets invendige design til. Vi har store udfordringer ved trappen til 1. salen. En trappe tager jo enormt meget plads - så vi kæmper for at kunne udnytte pladsen under trappen til opbevaring. Desuden vil vi helst have en ligeløbstrappe (altså en trappe uden knæk) så det er lettere at bruge den ifm. flytning af møbler osv. Så den fylder enormt meget i vores "lille hus". Og da Greve kommune jo har dikteret at vores 1. sal skal være med skrå vægge, kan trappen jo ikke placeres ude i kanten af huset - da man så gokker hovedet op i skråtaget - så den skal være i midten af huset - eller langs gavlen.

mandag den 14. marts 2011

Så er det udbuds-tid

Vi har i går, søndag, sendt en specifikation samt den seneste SketchUp fil, ud til de entrepeneurer som vi mener kan løfte opgaven og beder dem om deres tilbud på projektet.

Specifikationen har vi arbejdet på siden d. 5. marts, så det har taget os 8 dage at skrive denne specifikation helt fra bunden ! Det føles som 8 måneder !!!

Nu bliver det meget spændende at se deres reaktioner ! Én ting er sikkert; vi har gjort hvad vi kunne for at få eventuelle misforståelser o.lign ryddet af vejen... Nu er det op til entrepeneurene og deres evner.

Vi skriver igen når vi kommer videre i processen.

onsdag den 23. februar 2011

Undersøgelse af byggefirmaer

Det er "lang" tid siden vores blog er blevet opdateret; det er fordi vi er igang med at undersøge byggefirmaer. Og det tager sin tid !

Indtil videre har der været både skuffelser og positive overraskelser. Jeg vil ikke skrive præcis hvilke firmaer har givet os hvilke, men det kommer senere når vi enten har valgt et byggefirma eller huset står færdigt. Men jeg kan fortælle at der har været langt flere skuffelser end positive overraskelser ! Danmark er simpelthen et U-land mht. passivhuse. Dermed ikke sagt at der ikke findes folk der kan sit kram, også mht. passivhuse, men der er langt imellem ! Rigtigt langt !

Da hele det her projekt (grund + hus) sikkert er den største investering vi nogensinde kommer til at foretage, er det selvfølgelig vigtigt for os at vi gør tingene på den rigtige måde, og resultatet bliver perfekt til os, samt et enestående, funktionelt, smukt og behageligt hjem. Derfor er vi rigtigt hårde i vores udvælgelse af entrepeneurer.

Vi håber at kunne vælge et firma indenfor tre uger fra nu. Og vi har stadig det mål at vi ønsker at kunne fejre jul i vores nye hus, December 2011.

Vi vender tilbage :-)

fredag den 28. januar 2011

Alternative energiformer

Vi er meget interesserede i CO2-venlige, alternative energiformer hjemme hos os. Det er der flere årsager til.

Først og fremmest er det godt for miljøet - hvem har ikke lyst til at være med til at nedbringe CO2-udledningen, så man i hvert tilfælde gør sit til at verden ikke går under lige nu? Dernæst er det spændende at være med i en udvikling, der går i retning af, at man som forbruger på energiområdet kan være selvforsynende, sådan more or less. Og sidst men ikke mindst, så er det noget, der kan mærkes på el- og varmeregningen - det er svært ikke at være tiltrukket af denne tanke!

Nå, men hvilke alternative energiformer findes der så for os almindelige dødelige? En hel del, kan jeg glæde med - vi har kig på flere på nedenstående, ikke udtømmende liste:

Solceller
Man bruger solceller til at producere strøm fra solens lys. Dvs., at selvom solen ikke skinner fra en skyfri himmel, så producerer solcellerne stadig strøm, da det er lyset, der aktiverer dem - men jo mere lys, des mere strøm.
Solceller kan bl.a. placeres på tage og facader, og der findes sågar termovinduer med indbyggede solceller!
Der findes to typer solcelle-anlæg: Enkeltstående anlæg, hvor man bruger elektriciteten direkte eller lagrer det i batterier og net-tilsluttede anlæg, der er sluttet til det offentlige el-net - læs om nettomålerordningen her.
Herhjemme placeres solceller optimalt skyggefrit mod syd med en en hældning på 30-45 grader.

Solfanger
Mange tror, at “solceller” og “solfanger” er det samme - det er det ikke! Hvor solceller producerer elektricitet, laver solfangere varme.
Man placerer normalt en solfanger på taget. Solfangeren er forbundet til varmtvandsbeholderen i huset og indeholder vand med frostvæske, der varmes op af solen og pumpes til varmtvandsbeholderen, hvor vandet afgiver sin varme og løber tilbage til solfangeren.
Desværre stilles der ikke mange lovkrav til solfangere herhjemme, så det er en god idé at anskaffe sig en, som er kvalitetssikret, enten under KSO-ordningen eller Solar Keymark-ordningen.

Jordvarme
Jordvarmeanlægget består af en meget lang slange, som er gravet ned i haven og placeret horisontalt eller vertikalt i jorden. Varmen trækkes ud af jorden og transporteres i slangen med frostsikker væske ind til varmepumpen i huset, der ved hjælp af en særlig teknik omsætter varmen til en så høj temperatur, at den kan bruges i vandhaner og radiatorer.
Jo højere temperatur jorden har, des mere effektivt fungerer jordvarmeanlægget, men da jorden allerede et par meter nede hele tiden har plustemperaturer, fungerer jordvarmeanlægget også uproblematisk i frostvejr.

Regnvandsopsamling
Det regner temmelig meget i Danmark, så opsamling af regnvand er en rigtig god idé - selvom det renses, kan det ikke bruges som drikkevand, men derimod som vand til brug for vaskemaskine, toiletskyl, havevanding, bilvask osv.
Opsamlingen foregår ved, at regnvandet ledes fra taget ned i en regnvandstank, som enten er i fx. en frostfri kælder eller er nedgravet i jorden. Herefter pumpes vandet til de installationer, der bruger regnvand, altså toilet og vaskemaskine.
Tagflader af visse materialer er ikke egnede til regnvandsopsamling - fx. skal man holde sig fra kobbertage og asbestholdige tage, mens tegl, skifer og beton er velegnede til formålet.
Alt andet lige vil en familie på 5 i et parcelhus kunne spare omkring 2.700 kr. på vandregningen om året ved at bruge regnvand til toiletskyl og vaskemaskine - og de vil spare miljøet for rigtig meget vand! Det er dog værd at huske, at der stadig er en vandafledningsafgift, som skal betales pr. m3 vand, man skal af med. Sjovt nok er vandafledningsafgiften højere end vandforbrugafgiften!

Vindmøller
Vindmøller til private - eller husstandsvindmøller, om man vil - går også under navne som mikromølle, minivindmølle og midivindmølle, der alle dækker over det samme med den lille forskel, at en mikrovindmølle har en kapacitet på op til 1 kW, en minivindmølle på mellem 1-10 kW og en midivindmølle mellem 10-100 kW.
Uanset hvad, må en husstandsvindmølle max have en højde på 25 m til øverste vingetip, en rotordiameter på max 13 m og en max ydelse på 25 kW - men lokalplaner for det område, man bor i, kan selvfølgelig have påvirkning på, om man må have en vindmølle i haven eller ej.
Se også Lov om fremme af vedvarende energi.

Pilleovn
Pilleovnen er et fantastisk alternativ til den almindelige temmeligt CO2-svinenende brændeovn idet afbrænding af træpiller (piller af sammenpressede træspåner), som er pilleovnens brændsel, er CO2-neutralt. Det faktum, at man yderligere kan fylde sin pilleovn op og lade den passe sig selv i to døgn kombineret med, at den er fuldautomatisk (visse ovne har sågar fjernbetjening!!!) og desuden kan sluttes til centralvarmeanlægget og bidrage til fx. radiatorer eller gulvvarme, mens den varmer huset op, er ganske genialt. Og nåja, så er der jo vindue i den, så man får “brændeovnshygge” oveni hatten!
Der findes også pillefyr, som udnytter pillerne lidt mere effektivt end pilleovnen, men de fylder mere, er grimme og dyrere, så alt andet lige giver det bedre mening at anskaffe sig en ovn i stedet for et fyr, hvis man går i de tanker.
Til opvarming af et normalt parcelhus - hvis pilleovnen eller pillefyret anvendes som primær varmekilde - må man forvente at bruge omkring 3 tons piller pr. år. Det lyder voldsomt, men det er stadig billigere end både el-, olie og gasvarme!

Masseovn
Masseovnen er en slags brændeovn - og så alligevel ikke. Masseovnens konstruktion er meget anderledes - teknikken bag afbrændningen af brændet og den efterfølgende afsætning af varme adskiller sig markant fra den traditionelle brændeovn.
Princippet bag masseovnen er meget enkelt: Én gang i døgnet fyrer man kraftigt i en times tid, hvorved man opvarmer det indre af ovnen til en meget høj temperatur (ca. 900 grader). Den hede luft fra forbrændingen bevæger sig igennem specielt udformede røgkanaler først opad til toppen og derefter nedad til bunden af ovnen, hvor udgangen til skorstenen findes. Takket være den lange vej, som luften tilbagelægger i ovnen, afsættes en meget stor del af varmeenergien i stenmassen, som ovnen er bygget ind i (op mod 90%), således at temperaturen ved indgangen til skorstenen er nede på ca. 200 grader. Derefter fordeler varmen sig efterhånden i hele stenmassen, og afgives langsomt via overfladen, som holder en næsten konstant temperatur på omkring 40 - 50 grader i ca. et døgn.
Nyere masseovne har separat dosering af sekundær luft, hvilket kan reducere forureningen til en trediedel af den forurening, almindelige brændeovne forårsager.
Ovnen kan have indbygget bageovn og kan desuden sluttes til centralvarmesystemet og kan som sådan fungere som primær varmekilde i huset.

Varmepumpe
Groft sagt fungerer en varmepumpe som en slags “omvendt køleskab”, og der findes grundlæggende 2 forskellige typer varmepumper, nemlig:
* Luft-til-vand-varmepumpe, som udnytter energien i udeluften og omsætter den til varme indendøre. Varmepumpen består af en udedel, som indeholder fordamper og varmepumpe - her opsamles energien, der bliver til varme i huset. Udedelen forbindes med indedelen, som består af et kabinet med en varmtvandsbeholder samt ventiler og pumper, der er nødvendige for at tilslutte varmepumpen til husets centralvarmeanlæg.
* Luft-til-luft-varmepume, som også består af en ude- og indedel. Udedelen overfører varmeenergien i udeluften til et kølemiddel, og i en kompressor sker der en yderligere opvarming af kølemidlet, som til sidst afgiver sin varme i indedelen i huset, hvorefter varmen spredes med en varmeblæser.
Uanset, hvilken type varmepumpe, man vælger, er det en god idé at kigge nærmere på Varmepumpeordningen, der kan hjælpe én med at finde en typegodkendt varmepumpe og ordentlige installatører - og i øvrigt indeholder en masse information om varmepumper.

Hver af ovenstående har fordele og ulemper, og afhængig af, om ens primære “energi-fokus” ligger i økonomien eller miljøhensyn, vil visse passe bedre ind i ens energiløsning end andre.

søndag den 16. januar 2011

Sankekort

I forbindelse med al vores research har vi også slået et smut forbi den traditionelle brændeovn. Jeg har altid syntes at en brændeovn er fantastisk, bare sidde og se på flammerne der dovent slikker træet sort er skønt - og varmen er jo dejlig ! Men folk har en masse meninger om brændeovne, bla. at de sviner, forurener og er dyre i drift. Det siger jo sig selv at det sviner hvis man lader lemmen stå åben fordi "det er så hyggeligt", og ja, hvis man insisterer på ulovligt at brænde sit affald og trykimprægneret træ, så forurener det også. Men hvis ellers man kun bruger tørt træ (dvs. det har ligget og tørret i 2 år), i den rette længde og med den rette luft-tilførelse og ved den korrekte varme, forurener det ikke det store. Men det kræver man går op i det, og tager selve fyringen seriøst !

Nå, det jeg egentlig ville skrive var noget med sankekort ! Man kan nemlig købe billig brænde, hvis man selv tager ud og sanker det. Sanke kommer fra Samka (oldnordisk) og betyder "at samle", så det giver mening for et sankekort giver mulighed for at komme ud i skoven og samle brænde. Man må samle 3 kubikmeter på et sankekort for 600 kr.

Læs mere om sankekort hos Naturstyrelsen.

lørdag den 15. januar 2011

Den elektriske sol (solceller)

Da vores hus jo skal være så energi-besparende som overhovedet muligt, skal vi også lede efter gratis eller billig elektricitet. I skrivende stund har jeg identificeret følgende strømslugende kategorier;
  • Pumpen til jordvarmen
  • Pumpen til regnvandsanlægget
  • Pumpen til solfangerne
  • Pumpen til enten brændeovn med gris (led efter "Kom en gris i brændeovnen"), eller masseovnen
  • Normalt el-forbrug til tv, computere osv.

Det kan være, at der kommer flere strømslugere på, efterhånden som vi lærer mere om, hvilke bestanddele vores hus skal bestå af, men ovenstående er, hvad vi påtænker i øjeblikket.

En oplagt mulighed for at få gratis/billig elektricitet er at bruge solceller. Solceller kommer i moduler, dvs. rektangulære kasser, som man monterer f.eks. på sit tag. Hvis man har nok af disse solceller, og ellers har råd til at købe dem, kan de lave en del elektricitet, som man så kan bruge til at drive sit forbrug; i vores tilfælde, drive ovenstående liste af strømslugere.

I den forbindelse er BEK nr 804 af 28/06/2010 - Bekendtgørelse om nettoafregning for egenproducenter af elektricitet interessant. Hvis vi tålmodigt læser ned til §5 stk. 1 kan vi se, at vi må have et VE (Vedvarende Energi) anlæg på maks 6kW per hustand (per. 100m2 ! Hvorvidt det så betyder, at man må have en 6*3 = 18kW el-produktion indenfor nettomålerordningen, hvis man fx. har et hus på 300 m2, er jeg usikker på - men jeg skal nok finde ud af det).

Jeg skriver mere om dette meget interessante emne, når jeg lærer mere ift. denne lov.

Det ultimative, og vores vision, er jo at huset er fuldstændigt gratis at opvarme, efter etableringsomkostningerne har tjent sig hjem ift. normale opvarmningspriser. 


Har du andre idéer til hvad vi kan gøre ? Så skriv endelig ! :-)

Hvorfor smide regnvands-guld på gaden ?

Er det nødvendigt at vaske tøj i rent drikkevand ? Nej !
Er det nødvendigt at skylle toilet med rent drikkevand ? Nej !

Hvad er løsningen ? Regnvandsanlæg !!

Er det lovligt at bruge regnvand til at vaske tøj i, og til at skylle toilettet med ? Ja - se selv i BEK nr 1449 af 11/12/2007- Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg, § 4.

Jeg har indtil videre fundet Nyrop Plast A/S, som har en overskuelig hjemmeside kaldet http://regnvand.com/ hvor man kan læse mere om teknikken bag. Desuden har firmaet Water Care også regnvandsanlæg.

Du kan også læse mere om regnvandsopsamling hos Det Grønne Hus.

Kort fortalt opsamles regnvandet fra taget og løber ned i en opsamlingstank. Herfra pumpes det ind i husholdningen, når der f.eks. trykkes på toiletskyl eller vaskemaskinen startes. Derefter udledes det i kloakken som normalt. Hvis det i en periode regner meget, og længe, bliver tanken fuld og man kan vælge at udlede overskudsvandet i kloakken eller ned gennem jorden gennem en faskine. Såfremt Greve Kommune vil give (delvis) refusion af tilslutningsbidraget til kloak samt delvis fritagelse af afledningsafgiften for overskudsvandet, påtænker jeg en faskine-løsning.

Så det bliver op til Greve Kommune at bevise, at de virkelig vil være en miljørigtig kommune, som bla. beskrevet i deres flotte Kommune Plan 2009-2021 på side 21; "Greve Kommune vil være imødekommende over for bæredygtig teknologi til at nedsætte energi- og ressourceforbruget". Denne "imødekommenhed" bør manifestere sig økonomisk, så der er råd til etablering af disse nye teknologier.

Jeg vender tilbage med nyt på dette, når jeg har snakket med Greve Kommune.

fredag den 14. januar 2011

Strøm & styring

For noget tid siden skulle vi bygge et skab i vores lejlighed. Skabet ville dække for en kontakt til at tænde og slukke lyset over vores spisebord - så der skulle findes en løsning. Vi kunne flå kontakten ud af væggen, og fræse en spalte til et nyt sted på væggen, hvor der så skulle bores ud til at stikkontakten kunne sættes i der i stedet. Bagefter skulle vi spartle, pudse og male. Er der virkelig ikke andre løsninger? Jo, trådløse kontakter!

Belært af den erfaring vil det nok være dumt ikke at få nogle nye slags kontakter i vores nye hus. Det er jo fantastisk, at man kan fjernbetjene kontakterne i stedet for, at hver lampe f.eks. skal have en lysdæmper! Nu ved jeg godt, at der findes sparepærer, der ikke kan lysdæmpes, men mon ikke udviklingen sørger for nye, bedre sparepærer inden længe?

En anden fed ting ved nye kontaktsystemer er muligheden for at samle meget funktionalitet i ét tryk, f.eks. kan man ved at trykke på en kontakt dæmpe lyset flere steder samt slukke det helt nogle andre steder (en "aften" knap!). Eller man kan lave en knap ved sin hoveddør til at slukke alt undtagen sin fryser og sit køleskab? Se, dét er smart !

Du kan læse mere om tre forskellige systemer hos TS-Gruppen, helt præcis i denne artikel.


Hvis du kender andre smarte systemer eller har kommentarer til hvorfor vi skal vælge et bestemt produkt eller helt holde os fra noget, så skriv endelig !!

Vedr. byggesager & tinglysning

Ved nærlæsning af alle servittuterne, var der en der sprang i øjnene som værende et usikkerhedsmoment; "Der må ikke bebygges ovenpå vandledninger". Jeg har derfor prøvet at finde ud af præcis hvor vandledningerne findes under jorden.

Det viser sig, at sager vedr. kloakering (og alt muligt andet vedr. grunde/huse og deres forskellige papire) kaldes "Byggesager". Disse byggesager ligger online, til min store overraskelse, i et system der hedder WebLager. Her kan du se alle byggesager på alle boliger, så det har vist sig meget smart for os, og sikkert også for dig, hvis du ikke kender websitet i forvejen.

Selvom jeg kan se tegninger over kloakering, kan jeg ikke se vandværkets vandledninger. De ligger sikkert samme sted, altså i vejen, men for at være helt sikker fandt jeg frem til Karlslunde Strands Vandværk, og fik snakket med Jørgen Olsen. Han forklarede at vandledningerne ligger i vejens venstre side, dvs. ikke under vores grund - hvilket jo er dejligt at få bekræftet !

Et andet sted hvor man kan slå data op, er Tinglysningsretten. Her skal du bruge din digitale signatur, eller NemID. Det har umiddelbart ikke noget med dette indlæg ang. vandlednings-servitutten - men et eller andet sted skal jeg jo nævne det ;-)

tirsdag den 4. januar 2011

Bygnings- og Boligregistret (BBR)

Bygnings- og Boligregistret (BBR) er en database over data om ejendomme. Kort fortalt, har du som husejer pligt til at sørge for at dine data derinde er korrekte, hvis du ikke sørger for at opdaterer dine oplysninger loves du bål og brand, både juridisk og af en mere personlig karakter.

Når man skal bygge om, eller som i vores tilfældet bygge nyt, skal oplysningerne om ens ejendom lande i BBR. Dette gøres ved at man;
  1. Ansøger sin kommune om byggetilladelse vedr. sin ejendom udfra bygningsplanerne
  2. Klarmelder sin ejendom til kommunen
  3. Venter på kommunen sender oplysningerne til BBR
  4. ...Hvorefter man så tjekker at oplysningerne stemmer
BBR ligger bl.a til grund for ens ejendomsværdiskat, forsikringspremier og andet.

Vedr. ejendomsværdiskat kan det nævnes at de materialetyper som indgår i ens byggeri, som står i BBR, afgør om man får nedslag, så man ender med at betale lidt mindre i skat. Du kan finde materialetyperne i Bekendtgørelsen om ejeres pligt til at give oplysninger til Bygnings- og Boligregisteret (BBR), også kaldet BEK nr. 1028 af 12/12 2002 blandt venner. Satserne for nedslag kan du finde i Vurderingsvejledning 2010-2, helt præcist i dette afsnit.

Desværre er denne vejledning jo ny, dvs. den dækker 2010 til 2012. Nu er det jo sådan at når vi engang skal klarmelde vores hus, bliver det jo vurderet udfra hvad der var gældende i 2001 (+5%) og 2002. Gæt hvor den vurderesvejledning er henne ? Det er der ingen der ved ! Men man kan ringe til Skat, og spørge efter "Ejendomsvurdering" og så kan de udregne ens ejendomsskat udfra de materialer man bruger - men man kan altså ikke sidde i ro og mag og læse sig til det; man skal lægge beslag på en offentlig ansat for at finde ud af det.

mandag den 3. januar 2011

Ejendomsskat og ejendomsværdiskat

Disse to skatter er genstand for megen forvirring - de lyder næsten ens, men er meget forskellige, og så kan man kun undres over, at man skal betale skat af en bolig, som er betalt for penge, man allerede har betalt skat af.

Inden man kaster sig ud i et køb af fast ejendom, er det derfor en god idé lige at prøve at regne på, hvad man kommer til at betale i disse skatter - for de KAN gå hen og blive rigtig høje, afhængig af, hvad den pågældende ejendom er vurderet til - og man kan ikke komme udenom at skulle betale dem begge, når man ejer en ejendom.

Ejendomsskat 
(se også http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oId=1648163&vId=0)
Beregnes ud fra ejendommens grundværdi, altså værdien af grunden i ubebygget stand. Reelt bruges der kun den værdi, som der er grundskatteloft for, dvs. at grundværdien kan være ét beløb, mens det beløb, der bruges som udgangspunkt for ejendomsskatte-beregningen er lavere, fordi det ikke kan overstige grundskatteloftværdien. Såvel grundskatteloftværdi og ejendomsskattens promillesats (altså den procentdel af ejendommens grundværdi, som bruges til at udregne ejendomsskatten med) fastsættes af kommunen.

Som eksempel på udregning af ejendomsskatten kunne man forestille sig en ejendom, som var vurderet til 305.100 kr. i grundværdi med en grundskatteloftværdi på 259.700 kr. samt en promillesats på 34 i den pågældende kommune. Regnestykket for at nå frem til ejendomsskatten for denne ejendom vil se således ud:

259.700*34/1000 = 8.829,80 kr. pr. år
. 


Ejendomsværdiskat 
(se også http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oId=1648164&vId=0)
Udregnes på baggrund af ejendommens ejendomsværdi, som der betales 10 promille af ejendomsværdien indtil 3.040.000 kr. og 30 promille herefter.
Ejendomsværdien beregnes ud fra det laveste tal af enten: 1) ejendomsværdien den 1. januar i indkomståret, 2) ejendomsværdien den 1. januar 2001 + 5% eller 3) ejendomsværdien den 1. januar 2002.

Som eksempel på udregning af ejendomsværdiskatten kunne man forestille sig en ejendom, som var vurderet til 1) 1.700.000 kr. i ejendomsværdi i indkomståret, 2) 1.470.000 kr. pr. 1/1-2001 +5% og 3) 1.650.000 kr. pr. 1/1-2002. Da ejendomsværdien pr. 1/1-2001+5% er den billigste værdi, vil regnestykket for at nå frem til ejendomsværdiskatten på denne ejendom se således ud:

1.470.000*10/1000 = 14.700 kr. pr. år.

Lidt mere kompliceret bliver det, hvis den billigste værdi af ejendomsværdien overstiger 3.040.000 kr., som jo er "10-promille-grænsen":

Ejendommen er vurderet til 1) 7.000.000 kr. i indkomståret, 2) 4.777.500 kr. pr. 1/1-2001+5% og 3) 4.550.000 kr. pr. 1/1-2002. Da ejendomsværdien pr. 1/1-2002 er den billigste værdi, vil regnestykket for at nå frem til ejendomsværdiskatten på denne ejendom se således ud:

3.040.000*10/1000 + (4.550.000-3.040.000)*30/1000 = 30.400 + 45.300 = 75.700 kr. pr. år.

Man har ret til nedslag i såvel ejendomsskatten og ejendomsværdiskatten, hvis man har erhvervet ejendommen før 1. juli 1998 eller er fyldt 65 år.

Alle ejendomsvurderinger ligger offentligt tilgængelige på http://www.vurdering.skat.dk/Ejendomsvurdering.